I

Jesper von Seelen
 
 Mit navn er Jesper von Seelen og jeg er 37 år 
 
 
Du kan se mit CV her

   

  

Faglige interesser

 
Mine faglige interesser ligger primært inden for områderne:
  • Kropslig/motorisk læring – Dvs. hvordan børn og unge lærer at bevæge sig. Hvorfor er der nogle børn der lærer at slå en koldbøtte på fem minutter, mens andre aldrig lærer det?
  • Idrætspædagogik – Dvs. teori og praksis omkring træning, undervisning og andre pædagogiske indsatser, der handler om idræt og bevægelse.
  • Børn, bevægelse og sundhed – Hvad er skrøner og hvad er sandheder om sammenhængen mellem børn, bevægelse og sundhed.
  • Praksisforskning – Praksisforskning handler om hvordan vi omsætter den viden grundforskningen producerer. F.eks: hvorfor der så stor afstand mellem vores viden om børn og sundhed og måden vi driver vores institutioner på?
  • Idræt i skolen er omdrejningspunktet for mit ph.d.-projekt. Jeg er interesseret i hvad vi kan gøre både for at skabe gode idrætstimer men også hvad vi kan gøre i de boglige fag, frikvarterene og i SFO tiden. 
Min oprindelige teoretiske baggrund er træningsfysiologien, men i et tværfagligt forskningsprojekt som det jeg er ved at gennemføre, trækker man på teorier fra en lang række fag og discipliner. Mit arbejde krydser mange faggrænser og jeg henter inspiration til metoder og teoretisk viden i psykologisk-, sociologisk-, fysiologisk-, antropologisk-, neurologisk- og selvfølgelig pædagogisk teori.
 

Min vej til ph.d.-studiet

   

Mit tilløb til at blive ph.d.-studerende er vist knap så normalt.

 
Da jeg efter tre år som biologistuderende startede på institut for idræt i 1999, var jeg helt sikker på, at jeg ville vælge ph.d.-vejen og jagte en akademisk karriere.

Et par år inde i min uddannelse fik jeg muligheden for at arbejde som svømmetræner på fuld tid, og jeg valgte at "opgive drømmen” om en ph.d. og gav i stedet fuld gas på trænerfronten. Jeg færdiggjorde min uddannelse, mens jeg arbejde som svømmetræner og skrev speciale om, hvordan man kombinerer aerob træning og styrketræning.

Svømmetræner

To år som træner i Nyborg, to år i Haderslev og fire år i Aalborg resulterede i kvalifikationer til alle de store mesterskaber: EYOF, EJM, EM, VM & OL, samt en masse gode oplevelser og kontakter. Ved siden af klubarbejdet var jeg i fire år årgangslandstræner for Dansk Svømmeunion. 

Jeg har fortsat kontakt til idrætsverdenen, hvor jeg bidrager til trænerudvikling i forskellige sammenhænge.  

Videncenter for sundhedsfremme

Efter otte år som træner på fuldtid følte jeg, at tiden var inde til at prøve noget nyt, og jeg var heldig at få et job på Videncenter for Sundhedsfremme på UC Syd. Efter godt et år med diverse undervisnings- og konsulentopgaver på videncenteret genfødte min chef – Børge Koch – drømmen om en ph.d. og jeg startede ansøgningsfasen til ph.d.-projektet i efteråret 2008.

Ph.d.-studerende

I april 2009 blev jeg indskrevet som ph.d.-studerende ved Sundhedsvidenskabeligt Fakultet ved Syddansk Universitet.
 
I det daglige er jeg knyttet til både Videncenter for Sundhedsfremme på UC Syd og Institut for Idræt og Biomekanik på SDU og jeg har en kontorplads begge steder. På Institut for Idræt er jeg en del af den forskningsenhed der hedder Idræt, læring og aktivitetsudvikling (ILA).   
 
Det lidt anderledes forløb betyder, at jeg i mange år som træner, følte mig som akademikeren der havde forvildet sig ind på praktikernes område – og nu er jeg blevet praktikeren, der er havnet i den akademiske verden. Om mit anderledes tilløb bliver en fordel eller hæmsko for projektet må tiden vise.
  

Fritiden 

Når jeg ikke arbejder, bruger jeg tiden sammen med min kone Ann-Britt og min søn Oscar. Jeg træner så ofte jeg kan nå det og spiller lidt guitar når tiden er til det
 
 

Du kan se mit CV her

 

Sidst opdateret: 22. maj 2011

Ann-Britt von Seelen